Stol aldrig på... øjenlægen

Vi konstaterede for nylig, at vores ældste datter, Emma på 2½ år var begyndt at blinke på højre øje og min kone tog hende til en øjenlæge.

Øjenlægen forsøgte først at få ét apparat til at fungere, men måtte give op og bruge et andet, iflg. ham gammeldags, apparat. Herefter konstaterede han straks at Emma var langsynet og skulle have briller. Det var bare et spørgsmål om hvilken styrke hun skulle have og vi fik en tid hos en der skulle foretage præcis måling af øjet for at vurdere den nødvendige styrke.

Da vi synes det lød lidt underligt at øjenlægen havde prøvet så lang tid med et apparat før han gav op og brugte et "gammeldags", følte vi os ikke så overbevist om at alt var gået som det skulle, og da ingen i nogen af vores familier, under 50 år, har briller synes vi at vi burde spørge en anden øjenlæge, bare lige for en sikkerhedsskyld - nu det jo var vores lille øjesten det omhandlede :)

Vi fik en tid hos en øjenlæge i Rødovre, som først var til 1,5måned senere - tydeligvis en mere populær øjenlæge :)

Da vi kom til øjenlægen i Rødovre, kiggede han på Emmas øjne og konstaterede straks at der intet var galt og allerhøjest havde hun +1, men det var helt normalt for et barn på hendes alder. Vi fortalte ham så at vi havde fået noget andet af vide hos en anden øjenlæge og om han evt. lige skulle checke noget ekstra, men det mente han ikke.

Til min store overraskelse viser det sig, at man selv med øjenlæger, som jo ellers er specialister, skal bruge metoden med at spørge 3 stk. og tro på flertallets konklusion.

Jeg tror at fejlen hos den første øjenlæge er noget med at børns øjne jo først er fuldt udvokset når de kommer i skolealderen og han måske ikke ser så mange børn på Emmas alder.

1 comments on Stol aldrig på... øjenlægen

  1. klavs
    Sat, 06/06/2009 - 17:21

    Det skal lige siges at Emma, 3 uger efter det første øjenlæge besøg, stortset var holdt op med at blinke. Og at øjenlægen i Rødovre sagde at han så et blink (vi så det ikke) og at det helt sikkert var det man kalder et "tic".